I denne artikel vil vi udforske den fascinerende verden af Aften (digt) og alt, hvad dette koncept kan omfatte. Fra dets oprindelse til dets indvirkning på nutidens samfund har Aften (digt) været genstand for debat, undersøgelse og refleksion gennem historien. Gennem siderne i denne artikel vil vi dykke ned i de mange facetter af Aften (digt) og analysere dets relevans i forskellige sammenhænge og dets indflydelse på vores liv. Med et kritisk og reflekterende blik vil vi undersøge den rolle, som Aften (digt) spiller i vores moderne samfund, og hvordan det har udviklet sig over tid. Gør dig klar til at begive dig ud på en fascinerende rejse gennem Aften (digt) og opdag alt, hvad dette koncept har at byde på.
"Aften", nok bedre kendt som "Stille, hjerte, sol går ned", er et digt af Jeppe Aakjær fra samlingen Ræbild-Kantate (1912). Digtet blev også offentliggjort i Politiken 4. august samme år. Det er sat i musik af Thomas Laub i 1915 og er optaget i Højskolesangbogen.
Aakjær skrev digtet til en fejring af den dansk-amerikanske samhørighed i Tivoli. Senere brugte han også digtet som introduktion i sin bog Hedevandringer (1915).
Digtet er en del af lyrikantologien i Kulturkanonen fra 2006.
"Aften" indeholder fire strofer på hver fem linjer, hvoraf den sidste er gennemgående i alle strofer ("Stille, stille, hjerte, sol går ned" – deraf det folkelige navn). De fire øvrige linjer følger rimmønsteret A-B-A-B.
Indholdsmæssigt er der tale om et stemningsbillede, som man kunne opleve det på heden ved aftentime, hvor Aakjær indfanger både lyset, lyde (humlebiens brummen), dyrene (også viben og storke) og landskabet (hede, sti, mose, dam), mens menneskets aktiviteter kun svagt noteres ("Fjerne ruder østerpå").
Som sang er "Stille, hjerte, sol går ned" indspillet af en række kunstnere, heriblandt af en række kor. Fra nyere tid kan nævnes Pia Raug og Steve Dobrogosz på albummet Længsel (1987) og Lis Sørensen på albummet Danmark nu blunder den lyse nat (2003).